Forside Lejligheden Galleri Ugeoversigt Booking Vejret nu Nice Golf


 

 

Allerede under indflyvningen til byen forstår du hvorfor så mange rejsende tager til Nice igen og igen. Det azurblå vand, palmerne, bjergene, de gamle byer ses tydeligt fra luften. Lufthavnen ligger stort set ude i vandet og gør ankomsten til noget helt særligt.

Der er kun ganske få kilometer fra lufthavnen hen til standpromenaden - og så er du i Nice - også kaldet Rivieraens dronning.  

Nice
Nice er en smuk og charmerende middelhavsby, der på én gang er både sofistikeret og elegant og samtidig munter og larmende. Byen har i mange år været et yndet ferie- og kursted, og dette har igennem tiderne tiltrukket konger og fyrster fra hele verden, hvilket de mange luksushoteller vidner om i dag. Der er ca. 500.000 fastboende i Nice og hertil kommer, at det er den anden mest besøgte turistby i Frankrig efter Paris. Nice har også den næst mest trafikerede lufthavn i landet. Disse forhold er medvirkende til at byen er et besøg hver hele året. Både sommer og vinter vrimler det med folk og butikkerne lukker ikke ned som man kan opleve andre steder i syd Frankrig.

Shopping og caféliv
Du keder dig aldrig, når du rejser til Nice. Her vrimler det med caféer, restauranter, spændende forretninger og markeder. Og i de gamle, smalle gader finder du den intense Middelhavskultur. Du kan også dase dagen væk på stranden eller besøge de farverige paladser, strandpromenaderne, den gamle bydel, Matisse-museet og den dybblå bugt Bai des Anges, der ligger ud for byen. Desuden har du mange spændende udflugtsmuligheder ind i det spændende bagland eller til andre byer på Côte d’Azur som Cannes, St. Tropez og Monaco.

Byen:

Nice er uden tvivl en attraktion i sig selv. Vent bare til du oplever byens unikke miks af azurblå Middelhav, spændende forretninger, udsøgte restauranter og smukke Art Deco-facader. Nedenfor finder du en liste over andre seværdigheder, som du også bør opleve, når du rejser til Nice.

Strandpromenaden over dem alle – Promenade de Anglais
Den fantastiske strandpromenade i Nice, Promenade de Anglais,
står ikke bare som symbolet på Nice, men på hele Côte d’Azur i Sydfrankrig. Strandpromenaden summer altid af liv. Her sidder turister og slapper af de på de kongeblå stole, der står opstillet langs stranden. Her står de lokale indbyggere i Nice på rulleskøjter, cykler eller jogger sig en tur. Her tilbyder sælgere dig varme crepes og kølige drikke. Og som rosinen i pølseenden ligger der en række gode restaurenter med havudsigt langs  strandpromenaden. Når du sådan sidder afslappet i en loungestol med udsigt til strandpromenaden i Nice og Belle Epoque luksushotellet Negresco med en kølig drink ved hånden, så ved du, at du rejser og lever livet på Côte d’Azur. 

Saleya blomstermarkedet
Saleya blomstermarkedet er en af de største attraktioner, når du rejser til Nice. Her finder du alt i farvestrålende blomster, friske grønsager og fødevarer på et af mest charmerende markeder i Frankrig. Det er en god ide at komme her tidligt om morgenen, så du har god tid og plads til at udforske varerne. Senere på formiddagen, når blomstermarkedet forvandler sig til et vrimlende virvar af mennesker, kan du slappe af på sidelinjen og tage en café latte på en af de hyggelige caféer, der omgiver markedet. Blomstermarkedet i Nice holder åbent alle dage undtagen mandag.

Den gamle bydel
Ved siden af Saleya blomstermarkedet ligger den gamle charmerende bydel i Nice. Og det er simpelthen en herlig oplevelse at slentre rundt i de smalle gader blandt de pastelfarvede huse med røde tagsten og fornemme den summende middelhavsstemning. Her i den gamle bydel i Nice finder du mange spændende specialforretninger (provencalske varer, vin, gourmet-gaver og trendy tøj), lækre restauranter, barer og natklubber. De færreste rejser til Nice uden at slå et smut omkring det charmerende kvarter.

Shopping og gadeartister
Den livlige gågade rue de France løber parallelt med strandpromenaden i Nice. Her kan du shoppe souvenirs af alle slags eller more dig med at betragte en af de utallige gadeartister, der forsøger at tjene til dagen og vejen i Nice på den ene mere fantasifulde måde end den anden. Det er også her, du kan stille din shoppingtrang i bl.a. gourmet-forretninger, tøjforretninger og boghandlere, når du rejser til Nice. Alternativt kan du bestille en café au lait og en crepes på en af caféerne og så ellers bare nyde synet af de mange mennesker, der passerer forbi.  

Le Chateux - se Nice fra oven
Le Chateux i Nice er ene og alene et besøg værd for den fremragende udsigt over byen og Middelhavet. Husk kamera! Du har mulighed for at tage trapperne eller en elevator op på toppen. Der er i øvrigt kun ruiner tilbage af selve slottet.
 

Matisse-museet

Når du rejser til Nice kan du besøge det smukke museum for den franske maler og grafiker Henri Matisse, der bl.a. lod sig inspirere af byens linjer og friske farvespil. Museet viser et fint udvalg af Matisses værker samt nogle af hans personlige effekter. I den tilhørende museumsforretning kan du købe Matisse-plakater med hjem fra din rejse til Nice. 

Chagall-museet
Chagall-museet er et must for alle, der elsker den russiske maler Marc Chagall. På dette unikke museum i Nice, der er bygget specielt til Chagalls værker, kan du bl.a. fortabe dig i Chagalls fantastiske malerier med bibelske motiver samt andre arbejder fra mesterens hånd.

Havnen i Nice

Fra havnen i Nice, der ligger lige rundt om hjørnet fra den gamle bydel og Quai des Etats-Units, kan du følge færgerne, der sejler frem og tilbage til Korsika. I denne lidt oversete del af Nice ligger også nogle de bedste natklubber i byen.


 

 

 © Copyright 2010 ZiteWeb.dk